Så må jeg jo bare vente på at få sat næste bryg over…når nu jeg har måttet hælde 10 l stout ud i afløbet. Det smagte simpelthen for gæret til, at det var drikkeligt!!
Mon ikke temperaturen i stuen, hvor tønden stod de første dage, har svinget for meget, og gæringen derfor ikke har været optimal?
Jeg har hældt lidt på flaske og må ellers vente, til jeg gider sætte et nyt bryg over!
Lige nu nyder jeg de billige juleøl jeg har købt efter nytår på supertilbud. Fx 75 cl Julemumme fra Kongens Bryghus til en 10′er…
Categorized in Uncategorized
Tavshed…
Findes der noget værre? … Der har været stille på bloggen, da min Beermachine er blevet skæv efter en tur i opvaskemaskinen. DET TÅLER DEN IKKE!! (Står også i manualen – flot!!)
Heldigvis har jeg haft en god kontakt med importøren Thomas, som kunne sælge mig en top og bund billigt. Derudover vandt jeg gennem en konkurrence på www.beermachine.dk en Beermix. Så nu har jeg fået den “nye” beermachine samlet, tryktestet og desinficeret. Et nyt bryg er sat over. Nu skal jeg snart smage en gang Irish Stout! Det skulle gerne passe med frisk øl til julefrokosterne og til juleaften vil en stout sikkert passe fint!
Maskinen står på anden dag i en papkasse i stuen og jeg venter bare på at trykket skal stige og de første bobler pible ud af ventilen…
Kom så lille maskine. Jeg ved du kan!!
Categorized in Uncategorized
Torsdag: Det nye bryg sættes over
Mandag: Gæringen er stoppet og tønden sættes i køleskabet
Tirsdag: Første smagsprøve. Det smager rigtig godt – efter 4 dage!!!
Lørdag: Øllet er klart og drikkes til den store fest. Bryggetid: 9 dage!!
Konklusion: Der kan brygges øl på 4-5 dage, men øllet var nok blevet klarere med en uge mere på køl.
Categorized in Uncategorized
Så oprandt dagen hvor vi holdt stor fest og mit Canadian Dark Ale bryg skulle være klar og serveres.
Jeg havde fyldt et par patentflasker i fald folk skulle gå hen og tømme tønden. Tønden blev transporteret til destinationen og jeg fik præsenteret øllet for vore gæster. Der var forholdsvis moderat efterspørgsel, måske grundet de mange kolde Tuborg Classic der også var til rådighed. Men der blev da smagt godt på sagerne. Nogle mente at maltsmagen var for kraftig, andre havde succes med half’n'half med Classic’en men mange syntes den var god. Jeg syntes den havde fået en temmelig kraftig maltsmag og derfor ikke egnede sig som helaftens-nydeøl. Men en helt anden oplevelse end ved første bryg!!!
Nu er den kommet retur i køleskabet. Jeg har fået fyldt endnu et par patentflasker og afventer tøndens skæbne. Får den lov at blive stående i køleskabet med sine få liter der snart er så gærfyldte at de er udrikkelige eller bliver den simpelthen tømt med tak for denne gang – og hvilken gang.
Nu må en ny anledning melde sig så tønden kan komme i gang igen. Måske øllet skal have sit eget navn. Vi blev til festen enige om at der her var tale om ikke mindre end Danmarks første Nano-bryggeri. Navnet skal der lige tygges på. Der må følge etiketter mm i kølvandet på et navn, så vi får se!!
Nå ja, en klog kollega sagde at øls massefylde er mindre jo mere alkohol det indeholder. Derfor vin-o-meteret flød mere i den almindelige pilsner i forhold til hjemmebrygget!!! Men det virkede altså stadig ikke efter hensigten! Jeg tror dette bryg havde en alkoholprocent omkring 6-7…
Categorized in Uncategorized
Gæringen er gået i stå og øllet har fået ærespladsen i køleskabet, så tæt på frysepunktet som det nu kan lade sig gøre – tror den ligger omkring 1-2 grader! Her har den så stået et par dage.
Utålmodigt skulle den jo smages på. Ja, faktisk skulle det være gjort FØR den kom på køl. Hold fast hvor smagte den godt! Jeg var meget overrasket. Dejlig mørk, maltet smag. Slet ikke flad som sidste bryg, selv om den godt kunne bruge lidt mere kulsyre. Gærsmagen var meget afdæmpet. Umiddelbart en stærk øl. Må lige prøve Vin-o-meteret, selv om det ikke var pålideligt sidst!
Nu får den lov at stå på køl ugen ud og skal den stå sin prøve når konen holder stor fest på lørdag… Jeg tror ikke jeg kan holde mig fra den. Her til aften fik jeg mig et flot, velskænket glas øl til maden. Jeg havde sendt et enkelt pust kulsyre i tønden og der kom flot skum på øllet!!
Categorized in Uncategorized
Konens fødselsdag nærmer sig hastigt og jeg har lovet at lave en tønde øl. Nedkølingen har været det store problem, men nu er vi blevet enige om at køleskabet må reservere en hylde. Så ud med det overflødige (der var rigeligt!!) og plads var der til tønden.
Den var ikke blevet vasket siden sidst, så den fik en ordentlig tur. Den blev skilt ad og selve tønden røg i opvaskeren – med succes! (De små dele skal man vist ikke smide deri!) Resten blev steriliseret med klorin og tønden blev samlet igen. Kunne jeg huske hvordan? Ja, det gik lige… Tryktest og sterilisation. 1/3 op med vand og en ny pose pulver i… Nu kørte det!
Jeg havde lyst til at eksperimentere og fyldte 10 tsk knust rørsukker i. Det skulle give mere alkohol. Måske mere kulsyre. Håber det for første bryg var noget flad!
Alt var klar og tønden skulle bare have et sted at stå. Ikke køkkenet som sidst, hvor temperaturen svinger for meget. Så i et fjernt hjørne af stuen har den nu fået lov at stå. Frigga har opdaget den og er meget nysgerrig. Det lille glas med vand jeg havde stående ved siden af til at fylde oven på ventilen er blevet tømt ;o)
Jeg undrede mig over at det ikke boblede fra ventilen og intet tryk var i tønden. Der var ellers godt gang i gæringen… Utålmodigheden ramte mig og jeg skruede låget af og nærstuderede ventilen. Selve koppen var røget for langt ned så så selve gummiventilen ikke havde fat i pinden under. Jeg fik det rettet og boblerne startede lystigt. Snart var trykket også oppe over 15.
Der kan ikke gå længe så skal den på køl. Bliver det drikkeligt til på lørdag???
PS. Det gamle øl der var kommet på flasker, er blevet hældt ud igen. Det var ikke blevet bedre af at stå med sukker i. I flaskerne er nu kommet hjemmelavet hyldeblomstsaft. Det er jo snart en hel lille beværtning man kan få op at stå ;o)
Derudover har jeg på vores købe-ind-til-30-års-fødselsdags-Tysklandstur købt nogle Ditmarsh patentflaskeøl som er blevet drukket, skal rengøres og fyldes med øl – hvis der bliver noget til overs ;o)
Categorized in Uncategorized
Så er resten af den første bryg kommet på flasker. Jeg havde nogle 1 liters patentflasker stående. De er blevet steriliseret med en klorinopløsning og skyllet efter. Jeg tog det meste af trykket af tønden og fyldte fire flasker. I hver flaske kom jeg 2 tsk rørsukker, så øllet kan karbonisere. Jeg skilte tønden ad og den sidste liter der lå tilbage kom på en flaske jeg ikke”gad” sterilisere – nok mest fordi det var fyldt med gær og grums. Nu må det være en tester for hvor galt det kan gå når man ikke steriliserer. Nu skal de stå ved stuetemperatur i 14 dage og derefter på køl en lille uge. Der kan de vist holde sig et halvt års tid…
Nu vil jeg undersøge om jeg kan komme i gang med næste bryg. Jeg mangler en nedkølingsmulighed!! Tønden er rigelig stor til at komme i køleskabet der er fyldt op i forvejen… Jeg må se hvad der kan lade sig gøre.
Categorized in Uncategorized
Tags: flaske, karbonisere, rørsukker
I dagene op til min prøvesmagning med drengene læste jeg i forummet på www.beermachine.dk og blev nogle erfaringer rigere. Derudover var jeg i kontakt med manden bag i Danmark – Thomas. Han gav et par gode råd mht kulsyre og tapning.
Set i bakspejlet tror jeg gærsmagen skyldes at temperaturen under gæringen var for svingende og måske under de anbefalede 21 grader. Så jeg må forsøge at holde temperaturen stabil og tæt ved de 25 grader næste gang. For der skal klart være en næste gang. Jeg kan faktisk ikke vente.
Der er stadig en halv tønde Pilsner tilbage. Den bliver ikke drukket lige med det første og den er for god til at hælde i kloakken. Derfor vil jeg prøve at tappe den på nogle store 1 liters patentflasker jeg har stående. Thomas rådede mig til at hælde en halv til en hel teske drue/rørsukker i pr. halve liter. Derefter skal de ligge 14 dage i stuetemperatur og endelig 3-4 dage på køl, så skulle det give en meget kulsyreholdig øl. Det kaldes tvangskarbonering.
Hertil er jeg altså nået, og fra nu vil jeg forsøge at blogge her, når jeg oplever nyt med min brygning. I første omgang tapningen på flasker.
Categorized in Uncategorized
Men maskinen kom altså ikke op fra kælderen FØR det nærmede sig påske og lysten til at lave min egen påskebryg kom op i mig.
Mine forældre skulle komme på besøg, og jeg tænkte min far ville hjælpe med at samle den. Maskinen blev hentet. Op på stuebordet og side 1 i manualen. Slag i slag fik vi samlet, tryktestet og disinficeret med klorin. Den var klar til første bryg!!
I kom først 3 liter vand, så 1 pose Pilsner-Beermix, den lille pose gær og vand op til 10 liter-stregen. Første bryg var sat i gang! FEDT! Nu skulle der gå 3-5 dage, før den skulle på køl. I de dage skulle gæringen i gang og stoppe igen, så jeg fik hældt lidt vand på ventilen, og efter et par dage begyndte det at boble – og boble… Maskinen stod i køkkenet uden for solens rækkevidde, så det skulle være fint!
Efter 3 dage var jeg NYSGERRIG og MÅTTE smage, men det var noget gæret sprøjt. Men stolt var jeg alligevel! På femtedagen stoppede gæringen og maskinen blev pakket ned i en papkasse og foret med skumgummi og ud på altanen. Det var påske og temmelig koldt udenfor. PERFEKT! Det passeded bare så godt at lige som den var klar til nedkøling blev det vintervejr. Måske lige koldt nok – 3-5 frostgrader om natten – derfor blev den pakket ind. Og den stod med en temperatur mellem 1 og 3 grader i de næste 5 dage.
Så skulle der smages. Helt anden oplevelse end det første gærede sprøjt. Dog var der stadig gæraroma og -smag. Den skulle stå lidt længere.
Jeg inviterede nogle drenge på prøvesmagning. og vi hyggede med burgere og hjemmelavet Pilsner fra fad. Herligt. Øllet havde fået 5 dage ekstra i kulden og var blevet temmelig god. Den var måske lidt for flad, men smagen var dejlig frugtagtig. Det første bryg må betegnes som en succes!
Categorized in Uncategorized
Tags: første, gær, køl

Min kone havde fundet en hjemmeside med denne fancy maskine der kunne brygge øl. Jeg var hooked, da jeg så den og ønskede mig den, da den var lidt pebret i prisen. Små 1000 kr kostede den.
Sandelig om den ikke lå på gavebordet, da jeg fyldte år sommeren 2007. Jeg læste brugsanvisningen, og maskinen blev gemt væk kælderrummet… Når den var i brug, skulle den nemlig stå på køl under 5 grader. Det var sommer, og jeg havde ikke plads i køleskabet. Så i kælderen kom den, men blev tænkt på mange gange, for jeg var jo dødspændt!
En vinterdag foreslog min far, at jeg da bare kunne stille den på altanen, når den skulle på køl – SELVFØLGELIG.
Categorized in Uncategorized
Tags: øl, beermachine